Faciliteter

Børnehuset Lindehuset ligger i midtbyen i en gammel sygehuspark.

Lindehuset er i to etager. I stueetagen ligger alle personalerum og den børnehavegruppe, der hedder Ild.

På 1. sal ligger de to vuggestuegrupper Vand og Vind samt børnehavegruppen Jord. På 1. sal har vi også et køkken og et lille alrum.

Der er elevator, men vi synes, det er en god idé, at børnene øver sig i at gå på trapper. Derfor bruger vi kun elevatoren, når vi skal flytte større ting.

Legeplads

Vores legeplads er anlagt med temaet "Randers, byen og åen" og er et vinderprojekt fra en legepladskonkurrence udskrevet af Statens Kunstfond.

På legepladsen er der plads til leg i små grupper, motorikaktiviteter, fangeleg, at ligge på græsset og kigge på skyerne og meget mere.

Vi har også rigtig meget plads på græsarealerne bagved, og vi har mulighed for at åbne/lukke lågen til vores legeplads alt efter, hvilke aktiviteter der skal foregå.

Legepladsen bruges også til aktiviteter som forårsuge, gymnastik og lignende.

På nærlegepladsen står fire store kejserlind fra midten af 1800-tallet. En af betingelserne ved etableringen af hus og legeplads var, at disse træer fra den gamle sygehuspark blev bevaret. Derfor blev navnet Børnehuset Lindehuset.